Kontakt

Kontakt os

  • Koldingvej 10
    DK-6580 Vamdrup
  • Balstrupvej 91
    DK-4100 Ringsted
  • tel +45 70 13 14 10
  • dansk@autologik.dk

Også for Dansk Auto Logik blev 2014 rekordernes år


d. 09/01 2015

Indregistreringstallene for sidste år er offentliggjort, og det er nu en kendsgerning at 2014 blev et rekordår for den danske bilbranche. I 2014 blev der indregistreret 5 % flere biler end i 2013.

Denne udvikling påvirker naturligvis Dansk Auto Logik. Udover den vækstmulighed, der ligger i det øgede bilsalg, har vi også haft held med at øge markedsandelen via vores vækststrategi.

Målt på antallet af flyttede biler, har vi oplevet en fremgang på 19 % i forhold til 2013, idet vi i alt har transporteret 267.000 biler.

Hos Dansk Auto Logik tolker vi fremgangen som branchens anerkendelse af vores evne til at levere konkurrencedygtige og effektive løsninger. I perioder med meget højt aktivitetsniveau, er vi den rigtige samarbejdspartner. Med mere end 330.000 m2 indhegnet asfalt, mere end 5.000 m2 værkstedsareal og mere end 100 autotransportere, er vi i stand til at løse selv meget store opgaver på kort tid.

Den udvikling, som vi har haft de seneste år, mærker kunderne helt kontant. Jo større aktivitet vi har, desto lavere enhedspriser kan vi producere til. Konkret har det betydet, at vi ikke har set prisstigninger de sidste mange år, og med det nuværende aktivitetsniveau planlægger vi heller ikke justeringer på kort sigt. Vi ønsker på den måde at vise branchen, at når de er loyale overfor os, så kvitterer vi loyalt igen ved at holde prisudviklingen i ro og ved fortsat at investere i fremtidssikre løsninger.

Vækst kræver investeringer

Alene i 2. halvår af 2014 har Dansk Auto Logik investeret betydelige summer. Der er anskaffet ca. 30.000 m2 jord i Vamdrup. Arealet vil i løbet af 1. halvår 2015 indgå som en del af vores store bilterminal i Vamdrup. Ligeledes er der i 2. halvår 2014 anskaffet 16 nye autotransportere til en samlet værdi af ca. 27 mio. kr.

Sund økonomi er en forudsætning for kvalitet

Når ikke priserne har været justeret i flere år, sætter man sig under pres for at producere billigere. Vi har gennem mange år opbygget en finansiel stabilitet, der betyder, at der er økonomisk råderum til investeringer. I hele firmaets historie, har vi haft tradition for at betale kontant. Vi investerer, når det er nødvendigt, og når det giver mulighed for at optimere og forbedre vores løsninger og service.

Også i kunde- og medarbejderrelationer investeres der målrettet. Mange af vores kunder er glade for, at vi har kunnet fastholde vores høje kvalitets- og serviceniveau. Vi leverer næsten alle biler i forhandlernes åbningstider og med dansktalende chauffører. Danske lønninger er ikke de billigste, men vi tror på, at hvis vi vil levere den bedste service i Danmark, så skal vi hente arbejdskraften herhjemme og ikke i udlandet.